Ret billigt sluppet!

Billedet er ikke opstillet til lejligheden, men et mareridt fra virkeligheden, hvor vi kom for sent til bussen...

Man bør vælge sine kampe med omhu, det kom jeg til at tænke på forleden dag.

Jeg var på vej til julefrokost og havde aftalt at mødes på stationen med nogle piger, så vi kunne tage toget sammen dertil. Vi var fire, der var kommet, men den ene af pigerne, som også var med i aftalen, kunne vi ikke se nogle steder. Stationsuret tikkede, og vi begyndte at blive splittede: skulle vi bare tage med det tog, vi havde aftalt, eller skulle vi vente på veninden (som ingen af os kunnne få fat i) og tage det næste - hvis hun da overhovedet dukkede op der... Vi stod op ad togdøren, og jeg blev ved med at trykke på dørknappen, for at trække tiden ud. Stadig ingen veninde at se. Til sidst besluttede vi, at nu tog vi sgu bare med det tog. For syttentusinde gang trykkede jeg på dørknappen, men til min store forfærdelse begyndte min hånd at bevæge sig væk fra mig.
Jeps, toget kørte.

Neeeeeeeeeej! Vores frustrerede brøl gav (næsten) genlyd mellem de kolde tilsneede stationsmure. Hvorfor skulle sådan en forfærdelig uheldig situation dog opstå? Fuck! Pis! Lort! Typisk! Hvorfor os?
Vi gik over på den anden side af parronen. Det næste tog holdt der allerede. Det kørte allerede om ti minutter. Men vores pis var i kog...

Da kom jeg til at tænke på hvor utroligt ofte folk (inklusiv mig selv!!!) lader sig gå på af og bliver irriterede og vrede over små ting:
- Som hvis toget kører lige for næsen af én (som til julefrokosten)
- Hvis isbutikken løber tør for ens yndligsis lige før man når op til skranken. (HVORFOR kom man ikke lige 2 sekunder før, så man havde stået foran idioten, der tog det sidste!?!)
- Hvis man finder ud af, at man har gået en omvej (man kunne SÅ godt have brugt de 5 min på noget mere fornuftigt, eller sparet ens benkræfter for de ekstra 300 meter!)
- Hvis man bliver sprunget over i køen (det er bare en principsag: det er utilgiveligt!)
- Hvis man glemmer at købe noget, mens man alligevel er i byen eller ude at købe ind (frustrationen over at skulle tage tilbage er næsten ubærlig)
- Osv. osv.

Så da vi fire piger havde sat os ind i togvognen kunne jeg ikke lade vær med åh så helligt (men sandt) at prædike:
"Hvis vi ikke kommer ud for noget værre i vores liv, så er det nok ret billigt sluppet!"

Godt du er den, du er.

Her i fredags var jeg til fest med min gamle efterskole. Her mindede en veninde mig om, at der faktisk er noget der hedder en blogopdatering. Yes du. Sådan en vil jeg lave efter lang tids stilhed...

Så kom jeg nemlig i tanke om noget, der også skete i fredags, før jeg tog afsted til festen.
Jeg lå i min seng med et stort søvnunderskud og prøvede at få indhentet noget, inden det gik løs om aftenen. Men jeg kunne ikke falde i søvn.
Jeg kom til at tænke på noget, som jeg synes, er meget trist. Jeg kom til at tænke på, at en dag er livet forbi. Fuldstændig forbi. Jeg tror ikke, at vi har mere end ét liv, det vil at sige døden bliver vores endelig. Der vil aldrig komme noget derefter. Selvom livet på jorden (måske) fortsætter i millioner af år endnu, kommer vi aldrig nogensinde tilbage og oplever det igen. Det er slut for altid...

Det kunne jeg næsten ikke acceptere.
Livet er pludselig så kort og skrøbeligt, og der er så mange ting, jeg kunne have gjort anderledes.
Det er forfærdeligt at tænke på... Hele perioder jeg gerne ville ændre på.
Jeg vil ikke dø og gøre alt forbi, for livet er godt, selvom det alligevel ikke altid er det - hvis du forstår. Men jeg vil heller ikke leve evigt. Døden er et underligt emne...

Men kliché, kliché, kliché...
Jeg er så glad for de muligheder, jeg har, idet jeg er født i Danmark i en god kærlig familie.
Sådan er det. Det skal man sgu også lige nævne og huske, inden man græder livet væk, fordi man frygter den dag, det rent faktisk er væk.
Og hvor er jeg egentlig glad for, at jeg bare er et menneske?
Hvis man virkelig kun har ét liv, én chance, så er jeg altså glad for, at jeg ikke blev et dyr. Ja, undskyld til hele dyreriget, men jeg tror altså bare det er federe at være menneske (hvis man altså lever under ordentlige vilkår).

Tænk hvis jeg var blevet et eller andet latterligt kæledyr, der bare sad i sit bur og stenede hele dagen, og spiste... hø. Trist.

Eller tænk hvis jeg var blevet en bavian. De har altid lus og er røde i røven. Trist.

Eller tænk hvis jeg var blevet en fed due på rådhuspladen, som alle møgungerne løber efter for at skræmme. Trist.

Eller tænk hvis jeg var blevet en døgnflue? Okay, den var slem. Du har et - ET - liv, og du får 24 timer til at flyve rundt og blive hadet af alle. Dobbelt op på slem!

Så dig derude (hvis du er der...): Godt du er den, du er.

...og jeg forstod ingenting.

Jeg havde den mærkeligste oplevelse i går.

Jeg gik ud på badeværelset for at børste tænder, inden jeg skulle i seng. Helt normalt. Men da jeg havde tandbørsten klar og vendte mig mod spejlet, var det pludselig som at kigge på en fremmed.
Det var lidt ubehageligt.
Jeg var i min egen krop - og så alligevel, for når jeg så på mig selv, så jeg et andet menneske. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Overhovedet. Kunne ikke forstå at det var mig, at kroppen i spejlet var min. Det var som at se sig selv udefra. Jo, jeg havde set personen før, men jeg var ikke inde i den krop.

Så blev alt normalt igen, og jeg forstod ingenting.

Hævnen!

Kan alle mennesker inderst inde i hjertet kende forskel på godt og ondt?
Det tror jeg da?
Men også hjertet kan blive blindt..

Se filmen Hævnen!

Det perfekte liv?

Det perfekte liv.
Prøv lige at smage på ordet... perfekt. Kan det blive mere perfekt?
Hvor ville jeg dog gerne leve det perfekte liv!
Hvor ville jeg dog gerne spise sundt hver dag... selvom jeg har lyst til kage og chokolade.
Hvor ville jeg dog gerne dyrke motion efter alle kunstens (eller Chris McDonalds) regler... selvom det er så dejligt bare at slappe af foran computeren eller med et blad.
Hvor ville jeg dog gerne være social hver eftermiddag efter skole... selvom jeg nyder bare at tage hjem og være alene.
Hvor ville jeg dog gerne smile og være rar og overbærende overfor andre hele tiden... selvom jeg godt ved at mit humør svinger og mit temperament løber løbsk.
Hvor ville jeg dog gerne være fuld af overskud og deltage i alt hvad der hedder elevråd, klubber, skolebladsredaktioner osv.... selvom jeg bliver stresset af for meget.
Hvor ville jeg dog gerne give mine penge til gode formål... selvom jeg gerne vil bruge dem på caféture, fester og tøj til mig selv.
Hvor ville jeg dog gerne gøre noget godt for miljøet og klimaet... selvom jeg elsker et langt varmt bad, en rejse til Thailand eller USA (den var værre!) og lige nu sidder på anden (eller er det tredje?) time foran computeren
Hvor ville jeg dog gerne finde den perfekte kæreste... selvom jeg godt ved, at han ikke findes.
Hvor ville jeg dog gerne aldrig gå glip af noget og altid være der, når der skete noget... selvom jeg godt ved, at det er fysisk umuligt.
Hvor ville jeg dog gerne helt undgå fiaskoer i mit liv... selvom ting, der ikke blev som forventet ikke skader mig.
Hvor ville jeg dog gerne leve det perfekte liv... selvom jeg undrer mig over, om man overhovedet har det godt, når man lever det perfekte liv?

Vær nu lidt fucking flink?

For nogle uger siden læste jeg i Ekstrabladet om en fyr ved navn Lars AP, der har startet projektet "fucking flink".

Han har udgivet en bog af samme navn, der bl.a. svarer på hvorfor verdens lykkeligste folk ikke også er det flinkeste - dem med mest overskud.
Som der står i beskrivelsen: År efter år er danskerne blevet kåret som verdensmestre i lykke. Men prøv at stå i kø én gang en mandag eftermiddag i Netto eller kør én tur i myldretiden på en trafikeret vej i Danmark. Danskere er nogle af de mest underskudsagtige mennesker over for hinanden.

Det må jeg sige er et ret så fedt emne at tage op!
Og udover at have skrevet en bog har han også gang i andre ting. Bl.a. har han klædt sig ud som en parkeringsvagt og gået rundt og uddelt "bøder". Men i stedet for at sige at han var fra Københavns Parkering, præsenterede han sig som værende fra Københavns Flinkering. Og derfor var det ikke bøder, der blev givet, men 100 kr. sedler. Pænt flinkt!
Dette og andet kan man læse mere om på fuckingflink.dk

Så er der vist ikke andet at sige end: Vær nu lidt fucking flink?

De kan noget, de amerikanerne.

Dette er en slags kommentar til mit indlæg om roskildefølelsen og danskernes væremåde i hverdagen...

I forgårs havde vi besøg af min mors moster, Lilli. Hun kommer oprindeligt fra Danmark, men har boet de sidste mange mange år i USA, og derfor føler hun sig nok mere som en amerikaner end en dansker.
Vi kom til at snakke om en artikel i Sirene, der handler om, hvordan amerikanske mænd ser på de danske piger. Det var ret interresant læsning, fordi danske piger blev beskrevet som meget reserverede og svære at komme ind på, men meget venlige og snaksalige - når man altså først lige er blevet venner med dem!

Vi kom derfor ind på forskellen mellem amerikanere og danskere generelt.
Da Lilli kom til Danmark for nogle uger siden, følte hun sig mere som en gæst i Danmark end en dansker, og hun kunne derfor se Danmark og danskerne med "friske øjne" og få øje på ting, som vi ikke selv kan.
Hun fortalte bl.a., at hun synes at køkulturen er rigtig dårlig - folk er utålmodige og maser sig på, bl.a. i trafikken.
Hun lagde også mærke til buskulturen, altså hvordan vi opfører os i en bus. Der er helt uskrevne regler for, hvordan man agere her. F.eks. snakker man ikke sammen, never ever - aldrig! Heller ikke med den man sidder ved siden af. Til gengæld er vi gode til at rejse os for de ældre, hjælpe barnevogne ind og råbe "der er allerede to!", hvis en tredje står ved busstoppestedet, hvor bussen holder. Det syntes hun åbentbart var sjovt.
Så er der turisterne... do NOT talk to strangers! Vi er virkelig dårlige til at gå hen og snakke og tilbyde vores hjælp til turister - det har jeg også lagt mærke til og haft dårlig samvittighed over.
En helt anderledes oplevelse får man i USA, hvor jeg selv har været turist. Folk er ellevilde for at komme hen og spørge, hvor man kommer fra, hvor man skal hen, om man har brug for hjælp og... en sludder for en sladder. Det er virkelig cool!
Den samme behandling får man i butikkerne, hvor ekspedienterne er smilende og imødekommende og nærmest står i kø for at hjælpe én. Til forskel for Danmark, hvor man da ofte får et "bare sig til hvis der er noget, jeg kan hjælpe med." Problemet ligger så bare i, at de oftest ikke kan (eller vil - who knows?) hjælpe. "Har du kigget på hylderne?" "Ja." "Så tror jeg... måske.. at vi nok ikke har den." "Ok?" ...
Meget groft genereliserende, men alligevel kendetegnende ved USA og Danmark.

Derfor synes jeg godt, at vi kunne tage lidt ved lære af vores kære venner in the wild west. De har lidt af den der roskildementalitet (bare på en anden måde og i ædru tilstand), som jeg savner. Vi har jo allerede adopted en stor del af deres sprog.

De kan noget, de amerikanere!

Der er altid flere sider af den samme sag

Der er altid 3 sider af en sag: din side, deres side og sandheden.

Sådan stod der under overkøjen på mit værelse, da jeg gik på efterskole.
Det lyder godt... og sandt, tænkte jeg, men det passer jo ikke altid. Nogle gange er noget så indlysende, at man formoder, at folk umuligt kan have et andet syn på sagen end én selv.
Men så kan man blive overrasket... Og for at komme med et meget åndsvagt, men også ret sjovt eksempel:
Min mor og jeg havde købt nogle kunstpostkort her i ferien, og ét af dem viste jeg så til min far og lillebror. "Jeg hader billeder, der ikke forestiller noget," sagde min lillebror. "Men det er jo klart, hvad det her forestiller," svarede jeg, "dér er nogle trærødder og dér er en krukke." Efter lidt overvejelse kom det fra min far: "Jeg synes, det ligner en stor brun hånd, der rækker ned efter en lort."

Der kan man se.
Der er altid flere sider af den samme sag.

Hvad bliver ellers det næste?

Hvad nu DF? Hvad har I nu fundet på?

- Vi har vænnet os til, at der hvert år kommer en masse mærkelige forslag fra Dansk Folkeparti. Nogle af dem er også langt ude, og dette forslag hører til i kategorien mærkeligt og langt ude, udtaler Naser Khader til DR.
Jeg kunne ikke være mere enig! Forslaget om at stoppe indvandring for ikke-vestlige lande lyder fuldstændig latterligt i mine (og forhåbentlig også andres) ører!

Vi skal begrænse - hvis ikke helt stoppe - indvandringen fra ikke-vestlige lande. Det er en møllesten om vores økonomi, sagde retsordfører Peter Skaarup. Velfærdssamfundet kan ikke bestå, hvis folk ikke vil arbejde og lære sproget. Det er de ikke-vestlige indvandrere, der ikke bidrager nok.
Hvordan kan man dog udtale sådan noget? Hvordan kan man skære folk over én kam på den måde? Hvis man spurgte DF om alle danskere er ens, ville de helt sikkert svare nej. Hvordan kan de så mene, at alle de millioner og atter millioner af mennesker, der ikke lige er født i et vestlig land, skulle kunne høre ind under samme kategori? Jeg er målløs!
Jeg håber at folk, der kan se mennesker, som selvstændige individer og ikke som en ligegyldig klump af den ikke-vestlige verden, kan få overtrumfet det her!
Jeg ved udemærket, at nogle indvandrere har behov for meget støtte, fordi de måske kommer direkte fra krig og elendighed eller bare fordi de endnu ikke har integreret sig i det danske samfund. Men det er netop integrationen vi skal satse på! Vi er et land med mange ressourcer, og dem skal vi bruge til at hjælpe andre.
Her i sommerferien var jeg bl.a. frivillig til en sommerferie uge for "gammeldanske" og "nydanske" familier, hvor de kunne møde hinanden og lærer af hinanden. Det er netop sådan noget, der er brug for.
Vi skal komme hinanden ved, skal vi!

Jeg håber DF kommer til fornuft. For hvad bliver ellers det næste?

Skal vi prøve?

Når jeg siger Roskilde, siger I festival...

For tre uger siden spillede musikken over hele festivalen - både fra små og store anlæg på campingpladsen og fra scenerne, selvfølgelig.
Jeg var med, for første gang. Og med kunstnere som Nephew, Muse og Prince - bare for at nævne dem jeg synes var bedst - var musikken en kæmpe oplevelse!
Men som festivalens slogan lyder: join the feeling, er det ikke bare en musikoplevelse man får. Man får hele pakken - hele følelsen. Og den følelse har jeg har ikke oplevet før.
Selvom der kun var sølle 10 % udlændinge på festivalen i år, var det ikke det Danmark, man kender, jeg blev en del af. Jeg ser normalt på Danmark og danskerne som et lidt (læs: meget) reserveret folk, der ikke taler med fremmede. Hvis man endelig gør, må man da være ude på noget...
Derfor kunne man godt tro, at man på Roskilde holdt sig til sin egen camp...
tro om igen!
På Roskilde blev jeg nemlig hver dag hilst på, snakket med og krammet af fremmede, som ikke havde nogen skjulte bagtanker. Okay, nogle havde nok, men så kunne man jo bare sige fra. De fleste ville bare gerne have en fest, og få mig til at join the feeling.
Det leder mig hen på næste års slogan: share the feeling, som jeg synes endnu bedre om! Jeg tolker det nemlig som, at os Roskilde'r burde prøve at dele ud af den følelse og åbenhed, der er på festivalen, så den kan blive spredt til hele Danmark - hele året rundt!
Måske er det lidt en mission impossible - især uden noget i blodet. Men hvis vi tør indlede en samtale eller give et kompliment til en fremmed efter 6 og før 00, er vi godt på vej...

Skal vi prøve?