De kan noget, de amerikanerne.

Dette er en slags kommentar til mit indlæg om roskildefølelsen og danskernes væremåde i hverdagen...

I forgårs havde vi besøg af min mors moster, Lilli. Hun kommer oprindeligt fra Danmark, men har boet de sidste mange mange år i USA, og derfor føler hun sig nok mere som en amerikaner end en dansker.
Vi kom til at snakke om en artikel i Sirene, der handler om, hvordan amerikanske mænd ser på de danske piger. Det var ret interresant læsning, fordi danske piger blev beskrevet som meget reserverede og svære at komme ind på, men meget venlige og snaksalige - når man altså først lige er blevet venner med dem!

Vi kom derfor ind på forskellen mellem amerikanere og danskere generelt.
Da Lilli kom til Danmark for nogle uger siden, følte hun sig mere som en gæst i Danmark end en dansker, og hun kunne derfor se Danmark og danskerne med "friske øjne" og få øje på ting, som vi ikke selv kan.
Hun fortalte bl.a., at hun synes at køkulturen er rigtig dårlig - folk er utålmodige og maser sig på, bl.a. i trafikken.
Hun lagde også mærke til buskulturen, altså hvordan vi opfører os i en bus. Der er helt uskrevne regler for, hvordan man agere her. F.eks. snakker man ikke sammen, never ever - aldrig! Heller ikke med den man sidder ved siden af. Til gengæld er vi gode til at rejse os for de ældre, hjælpe barnevogne ind og råbe "der er allerede to!", hvis en tredje står ved busstoppestedet, hvor bussen holder. Det syntes hun åbentbart var sjovt.
Så er der turisterne... do NOT talk to strangers! Vi er virkelig dårlige til at gå hen og snakke og tilbyde vores hjælp til turister - det har jeg også lagt mærke til og haft dårlig samvittighed over.
En helt anderledes oplevelse får man i USA, hvor jeg selv har været turist. Folk er ellevilde for at komme hen og spørge, hvor man kommer fra, hvor man skal hen, om man har brug for hjælp og... en sludder for en sladder. Det er virkelig cool!
Den samme behandling får man i butikkerne, hvor ekspedienterne er smilende og imødekommende og nærmest står i kø for at hjælpe én. Til forskel for Danmark, hvor man da ofte får et "bare sig til hvis der er noget, jeg kan hjælpe med." Problemet ligger så bare i, at de oftest ikke kan (eller vil - who knows?) hjælpe. "Har du kigget på hylderne?" "Ja." "Så tror jeg... måske.. at vi nok ikke har den." "Ok?" ...
Meget groft genereliserende, men alligevel kendetegnende ved USA og Danmark.

Derfor synes jeg godt, at vi kunne tage lidt ved lære af vores kære venner in the wild west. De har lidt af den der roskildementalitet (bare på en anden måde og i ædru tilstand), som jeg savner. Vi har jo allerede adopted en stor del af deres sprog.

De kan noget, de amerikanere!